Forårsfællessang i Søvang

Det er i dag et vejr - et solskinsvejr

1. Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!

O, søde vår, så er du atter nær!

Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,

nu vil jeg gå og købe hyacinter

og bringe dem til én, som jeg har kær.

2. Hun købte af de hvide og de blå,

hun købte af de smukkeste, hun så.

Det er i dag et vejr! Og solen skinner!

Og om mig svæver lutter lyse minder,

dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på.

3. Og de kom svævende i ring og rad.

Hun gik imellem dem og var så glad.

Det er i dag et solskin uden mage!

Og jeg har solskin nok til mange dage,

og jeg må kysse hvert et lille blad.

4. Hun kyssede dem alle, hver især,

hun bragte dem til den, hun havde kær.

Min ven, her kommer jeg med hyacinter!

Min ven, nu glemmer vi, at det var vinter!

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr -!

Den blå anemone

1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.

2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

4. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: "Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden", da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.

5. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!

Hilsen til forårssolen

Det er forår. Alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre
ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner,
blir jeg ung!

Lad kun falde, hvad der knap kan stå ...
Men i så fald sku jeg altid komme kryv'nde,
hver gang skatten gir sig til at flå
mine sidste mønter fra mig hver den tyv'nde
Jeg blir tom i hjernen, .
træt og tung i sjæl og krop,
men når forårssolen skinner
står jeg op!

Og jeg fægter med min sparekniv.
Men den skraber bare hult i sparegrisen.
Der er ikke meget tegn på liv.
Selv i vinter var der dog en ko på isen.
Jeg har længe næret en
istap ved min barm,
men når forårssolen skinner,
blir jeg varm!

Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste
tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner,
blir jeg glad!

Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for 'som solfanger er jeg nu begyndt at forstå,
at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!

Påskeblomst! hvad vil du her

1. Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove? 

2. Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.

3. Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

4. Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.

5. Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

6. Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

Forårssang uden håb

1. Hør, vinden sukker bag en hæk

en villavej er øde

og årets første vintergæk

der hvisker om de døde

Min sorg er vred

og uden fred

jeg vakler rundt og råber

forladt blandt verdens tåber.

2. En vibe vender tidligt hjem

i brisen vinker grene

jeg aner ikke helt til hvem,

for natten er alene

Min kærlighed

er fyldt med fred

og kirkeklokken slår

vemodigt som et forår.

3. Jeg padler ganske langsomt væk

i tårernes kanaler

en kvinde klipper nu sin hæk

mens nattergalen galer

Et sidste råb

et håbløst håb

et lys, der stadig kommer

en uundgåelig sommer.

Kom, maj, du søde, milde!

1. Kom, maj, du søde, milde!
gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj! hvor gerne
igen i marken gå.

2. Om vintren kan man have
så mangt et tidsfordriv;
man kan i sneen trave,
det er et lystigt liv;
har leg af mange arter,
især ved juletid,
vel også kanefarter
på landet hid og did.

3. Men når så lærken svinger
sig op med muntert slag,
og vi på engen springer,
er det en anden sag!
Men nu min kæphest rolig
i krogen hist må stå;
thi uden for vor bolig
man kan for søl ej gå.

4. Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj, o kom!
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange
og kukkeren tag med!

Forårsdag

1. Du ved det sikkert allerinderst inde,
selvom jeg sjældent bruger store ord.
Du ved, at du er den der gennem livet
og stadig i mit hjerte bor.

2. Jeg ved at al min sidste tid skal leves,
jeg ved at tiden tæller hjertets slag.
At alt det vi har grædt igennem livet
det svinder på en forårsdag.

3. En forårsdag hvor solen bare skinner,
som da jeg mødte dig den første gang
Og hele verden svandt – kun solen så os
og lavede en stille sang.

4. Og det er den jeg endelig har fundet,
så mange år er gået sidenhen.
Vi tænker vel at noget sku’ forandres
hvis vi ku’ leve alt igen.

5. Vi tænker vel at vi gled fra hinanden
i årene der hastede forbi.
Og nu er alting stille her i stuen
og store ord er svær’ at sig’.

6. Men du ved det sikkert allerinderst inde,
selvom jeg sjældent bruger store ord.
Du ved at du er den der gennem livet
og stadig i mit hjerte bor.

7. Jeg ved at al min sidste tid skal leves,
jeg ved at tiden tæller hjertets slag.
At alt det vi har grædt igennem livet
det svinder på en forårsdag.

Den gamle skærslippers forårssang

1. Nu lokker atter de lange veje,

og jeg har flikket de gamle sko.

Og jeg har skåret en grøn skalmeje

bag piledammen ved Holstebro.

Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse,

og glemt er vinterens sult og nød.

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

2. Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe.

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse,

thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse

men sleb dog solskin og dagligt brød.

3. Jeg var jo bare en skør skærslipper

foruden hjem og foruden ro.

Jeg var kun rakker og hundeklipper,

og bonden stænged for mig sin lo.

Han var så selvsikker, thi hans akse

var plantet støt i et stort fad grød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse

men sleb dog solskin og dagligt brød.

4. Dengang var brændevin hvermands eje,

thi den var billig, og den var ram.

Men malurt dufted langs alle veje

og gav kulør til en fuseldram.

Å soldebrødre, å lurifakse,

I drak jer tumbet fra vid og sans,

men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse

og plukked malurt omkring sankthans.

5. Den, der har pligter, kan sagtens dømme

en pjalt, som ikke betaler skat.

Men jeg er digter, og jeg må drømme,

thi jeg er et med den lyse nat.

De digtere er så mange slagse,

og selv blandt dem er jeg kun en fant,

der sliber knive og sliber sakse

og takker rørt for en kobberslant.

6. Hvor er I nu, alle I jeg kendte,

hver buttet pige, hver kammesjuk?

Hver anden af jer på Sundholm endte.

Hver anden kvaltes i flaskens kluk.

Men jeg er stadig iblandt de vakse!

Mit hår er hvidt, men min tud er rød!

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

7. Og endnu venter de lange veje

med morgenkulde, med middagsglød.

Min slibesten kan jeg fortsat dreje

og holde næsen forsvarligt rød.

Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse’

og glemt er vinterens sult og nød.

jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

I Danmark er jeg født

1. I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,

dér har jeg rod, derfra min verden går;

du danske sprog, du er min moders stemme,

så sødt velsignet du mit hjerte når.

Du danske, friske strand,

hvor oldtids kæmpegrave

står mellem æblegård og humlehave.

Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

2. Hvor reder sommeren vel blomstersengen

mer rigt end her ned til den åbne strand?

Hvor står fuldmånen over kløverengen

så dejligt som i bøgens fædreland?

Du danske, friske strand,

hvor Dannebrogen vajer -

Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! -

Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

3. Engang du herre var i hele Norden,

bød over England - nu du kaldes svag;

et lille land, og dog så vidt om jorden

end høres danskens sang og mejselslag.

Du danske, friske strand,

plovjernet guldhorn finder -

Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!

Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

4. Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,

hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,

hvor sproget er min moders bløde stemme

og som en sød musik mit hjerte når.

Du danske, friske strand,

med vilde svaners rede,

I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!

Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!